Værd at vide

Din hund har behov for oplevelser. For at udvikle sig til en frejdig og tillidsfuld hund, skal din hvalp/hund ud og opleve omverdenen. Den skal vænnes til f.eks. legende børn, andre dyr og stærk trafik.

Opdragelse og træning af din hund er udbytterigt – både for dig og din hund. Men husk, 10 min. om dagen er bedre end 1 time om ugen.

Den træning du modtager på pladsen er først og fremmest tænkt som vejledning for dig og din hund. Hvis du ønsker at opnå resultater, er det nødvendigt, at I også selvtræner derhjemme.

Din hund skal vaccineres første gang, når den er ca. 3 mdr. gammel, og derefter 1 gang årligt.

Lad din hund røntgenfotografere for albueleds/hofteledsdysplasi, når den er ca. 12 – 14 mdr. gammel.

Lad din hund udstille på et af Schæferhundeklubbens skuer eller hvalpeshows. Det er en oplevelse for både dig og din hund.

Fodring: Lad ikke din hund blive for tyk – pas på kød under opvæksten – brug helst et anerkendt færdigfoder. Foder aldrig hunden før du går til træning eller før du går tur med den. Vent til den er faldet til ro, det vil sige, helst en times tid efter at du er kommet hjem.

Motion: Du og din hund skal have motion hver dag. I bør dog lade cyklen stå til hunden er fyldt et år.

Ved færden på offentlig vej bør du altid have din hund i line.

Hvis du er i tvivl om noget vedrørende din hund, tøv da ikke med at kontakte en af kredsens funktionærer (bestyrelse, brugshundeudvalg eller avlsudvalg). De vil altid være villige med råd og vejledning.